Betalingskontoaftale og tilslutningsaftale til netbank

Her kan du læse vores betalingskontoaftale og tilslutningsaftale til netbank, som gælder fra 10. august 2026 for både eksisterende og nye kunder.

Betalingskontoaftale

1. Aftale om oprettelse af betalingskontoaftale

Denne aftale indeholder vilkårene for oprettelse af en betalingskonto hos kompasbank a/s (herefter: kompasbank eller banken). 

Disse vilkår gælder for betalingstjenester tilknyttet betalingskonti oprettet med henblik på at gennemføre betalingstransaktioner. 

Virksomheden får tildelt en obligatorisk driftskonto, hvorfra udlåns-, kautions- og/eller kassekreditforhold med banken afregnes. Banken udbetaler låneprovenuet til virksomhedens driftskonto, og alle løbende ydelser (inklusiv renter, afdrag og gebyrer) debiteres automatisk herfra på forfaldsdagen. 

Virksomheden har også mulighed for, efter aftale med banken, at oprette supplerende betalingskonti i andre valutaer.

Banken giver ikke mulighed for kontante ind- og udbetalinger. Banken har ikke afdelinger, og overførsler til virksomhedens konti, forudsætter anvendelse af betalingstjenester. 

2. Behandling af personoplysninger

Banken registrerer og bruger data om virksomheden for at give virksomheden den bedste rådgivning og de bedste løsninger, og for at overholde de juridiske krav, der stilles til pengeinstitutter. Virksomheden kan se mere om, hvilke oplysninger vi registrerer og hvorfor, samt virksomhedens rettigheder i bankens Privacy Notice for erhvervskunder.

3. Lov om betalinger 

Lov om betalinger finder anvendelse på ind- og udbetalinger på betalingskonti.

Banken har dog i henhold til lovens § 6 fraveget lov om betalinger i det omfang loven åbner mulighed herfor, medmindre andet er aftalt med banken. 

Hele lovteksten findes på www.retsinformation.dk.

4. Betalingstjenestens væsentligste karakteristika 

Betalingstjenester er tjenester, der muliggør ind- og udbetalinger på en betalingskonto.

Indbetalinger på en betalingskonto kan ske ved overførsel fra en konto i banken og ved overførsel fra et andet pengeinstitut.

Udbetalinger fra en betalingskonto kan ske ved overførsel til konti i banken eller til konti i andre pengeinstitutter. 

Overførsler i DKK eller EUR gennemføres som udgangspunkt som strakstransaktioner (instant) via TARGET-services. Det kræver, at beløbet er inden for de gældende beløbsgrænser, og at modtagers bank kan modtage strakstransaktioner.

Kan overførslen ikke gennemføres som strakstransaktion, f.eks. fordi beløbsgrænsen overskrides, modtagers bank ikke understøtter det, eller betalingen sker i en anden valuta end DKK/EUR, gennemføres overførslen i stedet som en almindelig overførsel. Gennemførelsestiden for dette fremgår af punkt 9 Maksimal gennemførelsestid.

Modtagelse af beløb fra udlandet: Oplys jeres kompasbank-kontos IBAN og BIC-kode (KOMSDK22XXX) til den, der skal sende jer penge — det sikrer, at overførslen kan gennemføres direkte og uden forsinkelse.

5. Oplysninger til brug for gennemførelse af en betalingstjeneste 

Hvilke oplysninger vi skal bruge for at gennemføre en betaling, afhænger af betalingstypen. Det kan for eksempel være:

  • Ved overførsel i Danmark: modtagers navn, reg.nr. og kontonummer

  • Ved overførsel til udlandet: modtagers navn og IBAN-nummer. Til betalinger inden for EU/EØS skal I altid oplyse både IBAN og BIC/SWIFT-kode på modtagers bank. For visse lande kan der kræves oplysning om modtagerens adresse.

Hvis de nødvendige oplysninger om modtager ikke foreligger, kan betalingen ikke gennemføres. Det er jeres eget ansvar, at de oplysninger om modtager, I angiver, er korrekte.

Vi gennemfører betalingen ud fra den kontoidentifikation (kontonr., IBAN eller BIC/SWIFT-kode), I har angivet — også hvis andre oplysninger, I har angivet, ikke stemmer overens. Banken er uden ansvar for, at et oplyst IBAN ikke tilhører den modtager, I har angivet. Oplyser I både IBAN og BIC/SWIFT, og de ikke stemmer overens, går IBAN forud, når vi vælger, hvilken bank pengene skal sendes til.

Ved brug af SWIFT kan oplysninger om overførslen blive videregivet til amerikanske myndigheder, hvis der er mistanke om hvidvask eller finansiering af terrorisme.

6. Procedure for gennemførelse af en betalingsordre

I kan afgive betalingsordrer på følgende måder: 

  • via netbank

En udbetaling skal bekræftes ved jeres underskrift, ved brug af MitID i netbank eller på anden med banken aftalt måde.

En forudsætning for, at banken kan gennemføre en betalingsordre iværksat af Kunden (tredjepartsbetalinger m.v.) er, at der er tilstrækkelig dækning for beløbet på den pågældende konto. Dette gælder dog ikke for bankens automatiske debitering af lån, renter, kassekreditydelser samt dertil relaterede gebyrer, som banken i henhold til særskilt aftale er berettiget til at gennemføre uanset kontoens saldo (tvungen debitering), hvilket kan medføre et uautoriseret overtræk på kontoen.

Når banken har modtaget en betalingsordre, kan den ikke tilbagekaldes. 

En betalingsordre, der først skal gennemføres på et senere tidspunkt, kan dog tilbagekaldes senest ved slutningen af dagen før den aftalte dato. Undtaget herfra er dog automatiske debiteringer iværksat af banken til dækning af virksomhedens forfaldne lån, renter, provisioner og gebyrer, som ikke kan tilbagekaldes eller annulleres af Kunden.

Hvis I ønsker at tilbagekalde en betalingsordre, kan det ske via jeres netbank eller ved henvendelse til banken. Banken forbeholder sig ret til at opkræve et gebyr for tilbagekaldelsen.

Hvis en betalingsordre afvises på grund af faktuelle fejl, vil banken underrette jer herom, om begrundelsen for afvisningen og om proceduren for at rette den fejl, som har ført til afvisningen.

7. Kontrol af overførsler

Alle ind- og udgående overførsler kontrolleres mod gældende sanktions- og terrorlister, i overensstemmelse med hvidvasklovgivningen. Kontrollen kan medføre, at en overførsel forsinkes, stoppes eller indefryses. Vi kan i den forbindelse kontakte jer for at afklare formålet med overførslen eller anmode om yderligere dokumentation.

Banken er ikke ansvarlig for tab, der opstår som følge af denne kontrol.

8. Tidspunkt for modtagelse af betalingsordre

En betalingsordre anses for modtaget på den bankdag, hvor banken modtager betalingsordren.

Lørdage, søn- og helligdage, juleaftensdag, nytårsaftensdag, grundlovsdag og fredag efter Kr. himmelfartsdag er ikke bankdage.

Betalingsordrer, der modtages tæt på slutningen af en bankdag eller mellem to bankdage, anses for at være modtaget den følgende bankdag og vil først blive ekspederet den kommende arbejdsdag. I kan få yderligere oplysninger om sidste frist for modtagelse af betalingsordrer, der skal ekspederes samme bankdag, ved henvendelse til banken.

9. Maksimal gennemførelsestid 

Gennemførelsestiden er den tid, det tager, inden betalingstransaktionen krediteres modtagerens konto. 

Strakstransaktioner (instant) i DKK og EUR gennemføres normalt inden for få sekunder, når betingelserne i afsnit 4 er opfyldt, men der kan dog være en maksimal gennemførelsestid på 48 timer. 

For øvrige overførsler er den maksimale gennemførelsestid for ind- og udbetalinger i Danmark og til og fra EØS-lande i EØS-valutaer normalt 1 bankdag, men er i øvrigt afhængig af overførselstype og valuta. For overførsler til andre lande eller i andre valutaer afhænger gennemførelsestiden af modtagerbankens forhold. Skal overførslen sendes via en korrespondentbank, er gennemførelsestiden den tid, det tager, før beløbet er til korrespondentbankens disposition. Den efterfølgende afregning til modtagerbanken afhænger af modtagerlandets regler og bankdage.

10. Priser

kompasbanks priser kan ses på bankens hjemmeside.

Overføres der et beløb til jeres konto, er banken berettiget til at trække eventuel betaling forbundet med overførslen af det overførte beløb, før beløbet indsættes på jeres konto.

Banken forbeholder sig ret til at opkræve betaling i forbindelse med underretning om begrundelse for en afvist betalingsordre.

Banken forbeholder sig ret til at opkræve betaling ved forsøg på tilbageførsel af midler, hvor I har oplyst en forkert konto eller identifikationskode.

Når banken modtager en overførsel fra udlandet, trækkes eventuel betaling fra det overførte beløb, før beløbet indsættes på jeres konto.

Banken er berettiget til at kræve betaling for at opfylde sin oplysningspligt eller for at foretage korrigerende og forebyggende foranstaltninger.

Ved overførsler til udlandet afholder I som udgangspunkt omkostningerne til jeres egen bank, mens modtager afholder omkostningerne til sin bank. Bemærk, at modtagers bank, eller en eventuel korrespondentbank, der anvendes undervejs, kan fratrække et gebyr, før beløbet stilles til rådighed for modtager. Det betyder, at det beløb, modtager får udbetalt, kan være mindre end det, I har overført.

Bankens Almindelige Betingelser for Erhverv gælder for ændring af priserne.

11. Vekselkurser

Veksling af valuta sker til de af banken fastsatte kurser for køb og salg på den arbejdsdag, hvor ind- og udbetaling gennemføres. 

Banken kan foretage ændringer i den fastlagte vekselkurs uden varsel. 

12. Sprog og kommunikation 

Banken indgår aftaler og kommunikerer på dansk, medmindre andet fremgår af den konkrete aftale.

13. Kontrol af posteringer

I har pligt til løbende at kontrollere posteringerne på jeres konto. Hvis I ved kontrollen opdager transaktioner, som ikke stemmer overens med jeres kvitteringer eller I ikke mener at have foretaget, skal I straks henvende jer til banken.

I skal være opmærksom på, at jeres mulighed for at gøre indsigelse under alle omstændigheder bortfalder 2 måneder efter at beløbet er hævet på jeres konto.

14. Underretning 

Ved mistanke om eller ved faktiske tilfælde af misbrug eller sikkerhedstrusler kan banken underrette jer ved meddelelse i netbank eller anden tilsvarende sikker procedure.

15. Bankens ansvar

Banken er ikke ansvarlig for: 

  • fejl og mangler i modtagne ordrer, eller ordrer som er ændret undervejs,

  • tab, der opstår som følge af programfejl og driftsforstyrrelser

  • skader på udstyr og programmer,

  • misbrug, der ikke beror på fejl fra bankens side. 

Bankens eventuelle ansvar er begrænset til direkte tab.

16. Spærring 

Banken er berettiget til straks at spærre for brug af en betalingstjeneste eller undlade at gennemføre en betalingstransaktion, hvis:

  • der er kendskab til eller mistanke om, at der sker uberettiget brug af tredjemand,

  • der er kendskab til eller mistanke om, at data om betalingstjenester eller betalingsinstrumenter er blevet kompromitterede,

  • der inden for kort tid sker brug af en betalingstjeneste, der afviger fra det normale,

  • I eller en person, der handler på jeres vegne, må antages at mangle evnen til at handle fornuftsmæssigt,

  • kundeforholdet eller den konto, som betalingstjenesten er knyttet til, er opsagt af I eller banken, eller der foreligger forhold, der gør, at kontoen uden varsel kan opsiges,

  • disse vilkår overtrædes, 

  • hvis den betalingskonto, som betalingstjenesten er knyttet til, udviser et uautoriseret overtræk og dette overtræk ikke er bragt til ophør (fuldt indbetalt) senest 48 kalenderdage efter betalingsfristen for et lån (overgang til “opsigelse”). banken forbeholder sig retten til øjeblikkeligt at afvise enkelte betalingsordrer iværksat af Kunden selv, så længe kontoen udviser uautoriseret overtræk.

  • der i øvrigt er væsentlig forhøjet risiko for, at I ikke kan opfylde jeres betalingsforpligtelse, uanset om der er stillet en kreditfacilitet til rådighed i forbindelse med betalingstjenesten,

  • et betalingsinstrument er blevet fornyet, og det tidligere af sikkerhedsmæssige grunde skal spærres,

  • aftalte beløbsgrænser overskrides, eller

  • det i øvrigt er nødvendigt af hensyn til betalingstjenestens sikkerhed eller ved en eventuel mistanke om uberettiget brug.

I tilfælde af overtræk modtager I, hvis det er muligt, en rykker, før betalingstjenesten bliver spærret.

Hvis banken er nødt til at spærre betalingstjenesten øjeblikkeligt, modtager I umiddelbart efter spærringen besked herom med angivelse af årsag og tidspunkt.

17. Opsigelse 

Ønsker I at opsige jeres aftale om brug af betalingskonti, skal dette ske skriftligt med 1 måneds varsel.

Banken kan med 1 måneds varsel opsige aftaler om betalingstjenester. I tilfælde af misligholdelse er banken dog berettiget til at opsige aftaler om betalingskonti uden varsel.

Forudbetalte gebyrer refunderes ikke.

18. Lovvalg og værneting

Retlige tvister om disse vilkår afgøres efter dansk ret og ved en dansk domstol. Værneting er retten i Lyngby.

19. Almindelige forretningsbetingelser m.fl.

For betalingskonti finder bankens Almindelige Betingelser for Erhverv i øvrigt anvendelse. 

20. Ændringer af vilkår for betalingskonti 

Denne aftale kan ændres med 1 måneds varsel, hvis ændringen er til ugunst for jer. I vil modtage en besked om ændringer enten skriftligt eller elektronisk. Øvrige ændringer, herunder priser, kan ske uden varsel, og banken vil efterfølgende informere herom.

En varslet ændring af denne aftale anses som godkendt, medmindre I inden datoen for ikrafttrædelsen har meddelt banken, at I ikke ønsker at være bundet af de nye regler. I så fald ophører aftaler om brug af betalingstjenester på tidspunktet for ikrafttrædelse af den ændrede aftale.

Tilslutningsaftale til netbank

1. Tildeling af administratorrettigheder

Ved underskrift på denne aftale tildeles de af kunden udpegede person(er) rettigheder som administrator(er) i netbanken.

Udover de generelle rettigheder til at se balancer og foretage udbetalinger, tildeles administrator(erne) hermed fuldmagt (prokura) til følgende tekniske og juridiske handlinger i netbanken:

  • adgang til at åbne nye konti samt lukke eksisterende konti på vegne af kunden. Undtaget herfra er dog konti (driftskonti og afregningskonti), der fungerer som det aftalte afregningssted for et aktivt udlåns-, kautions- eller kassekreditforhold hos banken, som ikke kan lukkes af kunden, så længe engagementet består

  • myndighed til digitalt at underskrive kontoaftaler, tillægsdokumenter og øvrige juridiske bilag relateret til kundeforholdet

  • fuld kontrol over platformens funktionaliteter, herunder tildeling og administration af rettigheder til øvrige brugere

  • adgang til at disponere over samtlige af kundens konti, herunder transaktioner og indsigt i kontovilkår.

2. Henvisning til generelle vilkår

Samtlige konti oprettet via netbanken er underlagt bankens til enhver tid gældende betingelser, som I kan finde på vores hjemmeside. 

3. Ansvar og varighed

Kunden bekræfter at være forpligtet ved enhver disposition foretaget af de(n) udpegede administrator(er) inden for rammerne af denne aftale.

Gyldighed: Aftalen er gældende, indtil banken modtager en skriftlig tilbagekaldelse.

Såfremt der er forhold, som ændrer sig hos kunden (herunder at en udpeget administrator ikke længere kan handle på kundens vegne), er det kundens ansvar at give banken skriftlig besked herom uden ugrundet ophold.

Oplysninger: Kunden indestår for, at alle afgivne oplysninger er korrekte.

Vedbæk, den 10. juli 2026.