Find vej i klima-junglen

3 min. læsning Joachim Hancke
Klima | Bæredygtighed | CO2 | Miljø | navigator

Der er en klar og voksende forventning om, at også mindre og mellemstore virksomheder tager ansvar, når det kommer til bæredygtighed. Det gælder alt fra køb af flybilletter, når medarbejdere skal ud at rejse, til de krav I stiller til jeres leverandører. Heldigvis er der masser af hjælp at hente.

Det skal du overveje

  • Det rette setup. Har I overblik over, hvad I gør, når det kommer til bæredygtighed – og gør I nok?

  • Rapportering. Er der en forventning om, at I løbende kan rapportere om jeres indsatser?

  • Medarbejdere. Hvor meget går jeres medarbejdere op i en bæredygtig virksomhed, og ville de se det som et gode, hvis I gør mere på klima og miljø?

Bæredygtighed er kommet for at blive – hvis nogen ellers skulle være i tvivl. Og der er en voksende forventning til, at vi som privatpersoner, som medarbejdere og som erhvervsledere forholder os til, hvordan vi begrænser vores aftryk og påvirkning på miljø og klima. Det gælder også små og mellemstore virksomheder og endda i særlig grad, fordi de største virksomheder i stigende grad har rettet fokus mod deres egen leverandørkæde – det såkaldte ’scope 3’. Scope 3 dækker over udledningerne i værdikæden og udgør typisk over 70 procent af en virksomheds samlede udledninger.

Samtidig vil den kommende CO 2 -afgift gøre det dyrere at udlede drivhusgasser – men til gengæld også mere attraktivt at beregne, reducere og rapportere sit klimaaftryk.

Men hvordan kommer man som mindre eller mellemstor virksomhed ud over rampen og hvordan finder du vej i klima-junglen? Den gode nyhed er, at der er både viden, rådgivning og økonomisk hjælp af hente fra eksempelvis brancheorganisationernes pilotprojekter og erhvervspuljer til at styrke din virksomheds bæredygtighedsindsats. Og nye digitale platforme og værktøjer kan være med til at sikre, at I rent faktisk tager ansvar for en bæredygtig udvikling, uden at det behøver at koste mange penge. At være på ’den rigtige side’ kan endda være et stærkt og engagerende employer branding-værktøj, en konkurrencefordel og en ’growth enabler’. Men det hele kræver selvfølgelig, at I grundlæggende også mener det, I siger.

Det er i dag rent faktisk muligt at rejse uden at kvittere med et betydeligt CO 2 -udslip og måske en sort samvittighed, og uden at det koster ekstra.

Men det kan være noget af en jungle at investere i klimakompenserende projekter som at plante, genoprette eller bevare skove, og det er svært at gennemskue, om man gør en reel og ambitiøs forskel eller blot betaler et symbolsk aflad for ens virksomheds aftryk på kloden.

83 % af alle medarbejdere mener ikke, at deres arbejdsplads gør nok for klimaet.

Kilde: climaider.com

Hvem kan hjælpe dig?

Der er en række aktører på markedet for bæredygtighed. Nogle af de danske skiller sig ud. Det gælder fx danske Climaider, som er lavet af nogle unge gutter, der virkelig brænder for at gøre en forskel. De henvender sig til både private og til virksomheder og har fokus på at kortlægge den enkelte persons klimaaftryk og på, hvad man kan gøre for at mindste sin udledning. På arbejdspladser kan man fx sammenligne CO 2 -regnskab medarbejder imellem, og man kan lave engagerende klimavenlige udfordringer, som at spise kødfrit i en uge. Man kan også mod en lidt højere månedlig betaling inkludere en klimakompensation for hver medarbejder.

Den danske virksomhed Goodwings tilbyder, at du og dine medarbejdere kan rejse ”net zero” – altså helt uden klimaaftryk. Man booker sit hotel gennem Goodwings’ platform og får samtidig et overblik over den samlede CO 2 -udledning for ens rejse. Goodwings sikrer så efter de højeste verificeringer, at en tilsvarende mængde CO 2 fjernes via allerede plantede træer i fx Uruguay, så klimagevinsten ikke ligger mange år ude i fremtiden. Det er en mere bekostelig løsning, men Goodwings gør det uden beregning for kunderne, fordi de i stedet har droppet alle udgifter til marketing.

Ét er, hvad man gør som virksomhed. Noget andet er, om man kan dokumentere det. Her kan den ligeledes danske virksomhed Valified, der er ejet af bl.a. Ørsted og PKA Pension, hjælpe med at skabe et overblik, der kan rapporteres videre til myndigheder, kunder og samarbejdspartnere. Samtidig kan Valifieds platform levere den nødvendige data i en overskuelig form, så man ved, hvor der skal sættes ind for at blive en klimamæssig front-runner.

Læs mere

Du kan også læse om

For yderligere information kontakt venligst

Kasper Kankelborg

Head of Communication & Marketing

kasper@kompasbank.dk

+45 26 13 57 71