
25.11.2025
KundehistorierFra fynsk fødevarepartner til international væksthistorie

Mens mange SMV’er kæmper med uforudsigelighed og dyre løsninger, har Omnium professionaliseret deres finansielle maskinrum i takt med, at de er blevet en større international virksomhed. Mavefornemmelser er udskiftet med benhård risikoafdækning, og CEO Matias Ovens forklarer her, hvordan de beskytter deres dækningsbidrag i en urolig verden.
For 10 år siden var Omnium en hobbyvirksomhed i en kælder på Nørrebro. I dag er de en af dansk erhvervslivs mest autentiske succeshistorier, der fra hovedkontoret i Rødovre sender tusindvis af cykler ud til hele verden. Succesen bygger på et produkt, der har ændret definitionen af en ladcykel: De er hurtige, lette og føles præcis som at køre på en normal cykel – bare med ”absurde mængder” fragtkapacitet.
Da kompasbank besøgte Omnium første gang i 2023, handlede fortællingen om den vilde rejse fra kælderprojekt til international succes. Siden da er virksomheden vokset til 30 ansatte, og omsætningen steg det forgangne år med næsten 10 procent. Men med succes følger kompleksitet. Med en årlig valutavolumen på over 25 millioner kroner har CEO Matias Ovens måtte sande, at de metoder, der virkede i virksomhedens unge år, ikke længere er tilstrækkelige.
Produktionen af cykeldelene foregår i Østen, og indkøbene afregnes i dollars (USD) og yen (JPY), mens indtægterne primært lander i euro (EUR). Det skaber en massiv eksponering mod globale kursudsving, som i værste fald kan udhule dækningsbidraget på en formiddag. Tidligere var strategien præget af manuel overvågning og en smule held.
”Før i tiden sad jeg og gamblede lidt. Jeg tænkte over, om jeg skulle betale regningen i dag eller om fem dage, og hvornår det gav bedst mening i forhold til kursen. Det behøver jeg ikke længere,” fortæller Matias Ovens.
I stedet for at håbe på det bedste, bruger Omnium nu valutaterminer (forwards) gennem kompasbanks FX-platform, hvor de låser kursen fast i op til 15 måneder.
”Det giver os en enorm omkostningssikkerhed. Vi ved præcis, hvad vores varer koster at tage hjem, og vi kender vores dækningsbidrag på forhånd – uanset hvordan verdensmarkederne hopper og danser. Det giver en ro, som er vigtig, når man driver en forretning med leverandører i Taiwan, Japan og Kina,” forklarer han.
For Matias Ovens handlede skiftet til en dedikeret FX-løsning også om et opgør med de traditionelle bankers gebyrstruktur.
”Banker er notorisk set ikke særligt billige, når det kommer til at handle i fremmed valuta. Især når betalingerne skal uden for SEPA-netværket, bliver det dyrt i både gebyrer og dårlige vekselrater. Vi sparer nogle tusinde kroner nærmest hver gang, vi betaler en større faktura nu,” forklarer han.
Udover de direkte besparelser er hastigheden blevet en afgørende faktor for relationen til de udenlandske leverandører. Hvor en overførsel uden for SEPA-netværket før kunne tage en uge, tager det nu ofte kun en dag eller to.
”Det betyder faktisk noget for vores relation til leverandørerne, at de kan se pengene hurtigt. Det giver dem også en ro,” lyder det fra direktøren.
Omniums rejse er et skoleeksempel på, hvordan ambitiøse danske SMV’er kan udnytte ny teknologi til at øge deres konkurrenceevne. Ved at fjerne langsomme processer og dyre løsninger kan teamet fokusere på det, de er bedst til: At udvikle de cykler, der i dag er elsket af alt fra professionelle cykelbude til urbane familier, der ønsker et grønnere alternativ til bilen.
Virksomheden kigger nu ind i et 2026 med nye produktlanceringer og flere internationale partnerskaber, rustet med et finansielt maskinrum, der er klar til den næste store spurt.
”Vi har brugt de sidste par år på at omstille os administrativt til at blive en større virksomhed. Det handler om at arbejde smartere,” siger Matias Ovens.
”Mit råd til andre danske virksomheder med internationale ambitioner er klart: Få hurtigst muligt styr på dit valutasetup. Særligt hvis du handler meget i US dollars, er det næsten lige meget hvilken størrelse virksomhed, du er – så kan det lynhurtigt betale sig. Det tager måske en halv time at sætte sig ind i, men det giver penge på bunden og ro i maven fra dag ét”.
Produceres og sælger hurtige og lette ladcykler designet til både tung fragt og daglig kørsel.
Ca. 30 medarbejdere.
Valutavolumen: +25 millioner DKK årligt.
Globalt salg via webshop og forhandlere i bl.a. Europa, Japan, USA og Australien
For yderligere information kontakt venligst
Kasper Kankelborg
Head of Communication & Marketing