kompasbank indgår partnerskab med YouLend og åbner adgang til omsætningsbaseret finansiering for danske SMV’er
Som den første bank i Danmark indgår kompasbank partnerskab med YouLend – en af Europas førende platforme for omsætningsbaseret finansiering. Partnerskabet giver mikro- og små virksomheder adgang til en finansieringsform, der hidtil har været svær at finde i Danmark: Fleksibel kapital op til 500.000 kr., ingen renter, og tilbagebetaling der følger omsætningen.
Mange af Danmarks mindste virksomheder – fx caféer, butikker, kiosker, frisører og servicevirksomheder – har ofte finansieringsbehov, der ikke altid passer til et klassisk erhvervslån eller en kassekredit, der kan tage flere måneder at få godkendt. Behovet er enten for lille eller opstår pludseligt, samtidig med at virksomheden sjældent har aktiver at stille som sikkerhed. Resultatet er, at virksomhederne enten må sige nej til vækstmuligheder, eller at ejeren tager et privatlån for at indfri ambitionerne.
Med partnerskabet mellem kompasbank og YouLend ændrer det sig. Virksomheder med kortbetalinger og mindst tre måneders historik kan nu søge finansiering på 5.000–500.000 kr. direkte via kompasbank. Finansieringen leveres af YouLend, som stiller kapitalen til rådighed og håndterer tilbagebetalingen automatisk som en fast procentdel af det daglige kortsalg.
En finansieringsform der følger forretningen
Modellen er bygget til virksomheder, der sælger løbende via kortbetalinger og oplever sæsonudsving. Der betales ikke renter – kun ét fast gebyr aftalt på forhånd, så den samlede omkostning kendes fra dag ét. Tilbagebetalingen stiger automatisk, når omsætningen er høj, og falder i de stille perioder. Der kræves ingen sikkerhedsstillelse.
YouLend er aktiv i ti lande og har siden 2016 ydet finansiering til flere end 400.000 virksomheder via partnerskaber med banker, betalingsplatforme og e-handelsplatforme. kompasbank er den første bank i Danmark, der integrerer YouLends løsning som en dedikeret del af sit finansieringstilbud.
“YouLend har lige fra starten haft stærke bånd til Danmark, og vores partnerskab med kompasbank understreger behovet for at give danske SMV’er adgang til en stærk finansieringsløsning,” siger Daniel Sinclair Taylor, Country Head UK and Ireland hos YouLend. “Alt for længe har danske små virksomheder måttet leve med langsomme og rigide finansieringsmuligheder – eller ingen overhovedet. YouLend er stolt over at være med til at ændre det.”
Nyt segment, nyt produkt
kompasbanks egne erhvervslån dækker investeringsbehov fra typisk 2–3 mio. kr. og op til 25 mio. kr. – skabt til de større, langsigtede investeringer i den lidt højere del af SMV-segmentet. Men hvor behovet er mindre og skal dækkes hurtigt, har der manglet et reelt alternativ på det danske marked. Det hul udfylder partnerskabet med YouLend, der er bygget til mikro- og små virksomheder, hvis finansieringsbehov typisk ser anderledes ud end de større virksomheders.
Henrik Larsen, erhvervsdirektør hos kompasbank, siger:
Vi er den første bank i Danmark, der åbner denne mulighed for danske SMV’er. Omsætningsbaseret finansiering er en velafprøvet og hurtigt voksende model internationalt, men i Danmark har den endnu ikke været bredt tilgængelig. Vi sender ikke vores kunder hjem med et nej, når behovet ikke passer til vores egne produkter. Vi peger dem i den rigtige retning – og med YouLend har vi nu et stærkt fundament at gøre det på.
Kom i gang
Virksomheder kan søge omsætningsbaseret finansiering via YouLend her.
Om YouLend
YouLend er en global platform for embedded financing, der samarbejder med banker, betalingsplatforme og e-handelsplatforme i Storbritannien, Europa og USA. YouLend har til dato samarbejdet med platforme som Amazon, Stripe, eBay, Dojo, Qonto, Etsy og Just Eat Takeaway.com om at støtte mere end 400.000 små virksomheder verden over. Læs mere på youlend.com.
Om kompasbank
kompasbank er en dedikeret erhvervsbank til små og mellemstore virksomheder. Det er vores mission at hjælpe SMV'er med at forløse deres fulde potentiale, og derfor har vi skabt en ny type bank, der er frigjort fra langsomme systemer og tunge beslutningsprocesser. En bank, der forstår, at virksomheder er forskellige og har forskellige behov. En bank, der kan skræddersy løsningerne til individuelle behov, og en bank, der ved, at mindre bureaukrati og smarte løsninger giver tid tilbage til kunderne. Læs mere på kompasbank.dk.

